|

Forældreforeningens Beretning 2009 2009 blev en sæson med afvikling af de faste aktiviteter og enkelte nye fik sin berettigelse. I oktober 2008 ved Generalforsamlingen på Ydernæs konstituerede FF sig som følgende: Formand - Hanne Dirksen Kasserer` - Jens Hansen Meninge medlemmer – Anette – Sussi – Susanne.
Hul på sæsonen tager vi allerede i Januar hvor FF ved Hovedgeneralforsamlingen på Grønnegades kaserne står for salg af øl-vand-kaffe-te – og kringle sponsoreret af vores trofaste bager – Kringlebageren på Åderupvej. FF fik et fint overskud og havde god hjælp til salget af de ”store sejlere”. Der var rigtig mange fremmødte til GF og det var året hvor vi i Næstved Sejlklub fik en ny formand ved roret – Ole Skovhave. En anden begivenhed i Januar var fejringen af Næstved Sejlklubs 75 års jubilæum i Kanalhavnens klubhus. En god dag med taler – sange – fadøl – sandwich m.m. Næstved Sejlklub fik mange fine gaver. I den anledning fik FF af Ole Skovhave en check på 500 kr som var fra Næstved Cano og Kajak klub. Tak for det.
Marts måned gjaldt det FF´s årlige vinterevent. I år gik turen til Stevns hvor vi besøgte Stevnsfortet. Ca. 25 medlemmer – voksne og børn – deltog i en meget spændende omvisning . Madpakkerne blev for nogen af os indtaget i Rødvig havn – og hvor vi efterfølgende hyggede med en kop kaffe og wienerbrød fra Kringlebageren. Læs mere om dette event på vores hjemmside. 7/8 marts var der den årlige KuBa kunstmesse i Næstved i den Gamle Riddehal på Grønnegades kaserne.For 3.år i træk etablerede vi vores fantastiske Cafe`,hvorfra vi solgte diverse drikkevare – kage – frugt og sandwich. Igen i år stod vi for udskænkningen af et glas vin ved Ferniseringen om lørdagen. Et arrangement som vi høster megen ros for af formanden for kunstforeningen Iben Bjerre. Om vi deltager i 2010 vides ikke i skrivende stund. Overskudet var på 4000kr.
April er måneden hvor vi på Ydernæs gør klar til en ny sæson. Vi starter med morgenmad som FF står for. Køkkenet gennemgår sin årlige forårsrengøring og de andre lokaler ligeså. I år havde vi særlig fokus på værkstedet og hold da op det var flot da dagen var omme. Alt summer af liv sådan en forårsdag og solen står nu højere på himlen. Det er god energi for sjælen. Et nyt komfur og en fryser flottede FF sig med at indkøbe til den nye sæson. Det nye komfur kom hurtig i brug da vi traditionen tro serverer varm kakao til standersætningen som var samme dag. Standeren blev sat af årets sejler Jan Olsen godt hjulpet af den konstituerede formand Bjørn Mazur. Et andet indkøb FF foretog dette forår var indkøb af 10 våddragter til klubben. Vi synes det er rart at kunne tilbyde nye sejlere en våddragt at sejle i. Vi håber at vi i den kommende sæson får brugt dem rigtig meget da vores målsætning er at skaffe 20 nye medlemmer
Maj måned havde vi dåb af hele 4 joller. Klubben havde indkøbt 3 nye Tera joller. Dåben foretog Flemming fra Tegnestuen Olden og de kom til at hedde Trip Trap og Træsko. Sidste jolle var en Zoom 8 jolle som kom fra Tyskland. En sejler som tidligere har været i klubben forærede os sin jolle. Tak for det. FF var vært med kaffe – sodavand og kringle fra kringlebageren.
Juni måned holdt vi Sankt Hans fest og turen til De hvide Svaner blev også afviklet. Sankt Hans festen er kommet for at blive. En super hyggelig aften med træningssejlads og fælles grill bagefter hvor voksne og børn hygger sig med hinanden. Heksen fik vi sendt af sted alt i mens vi var nogle som brummede Midsommervisen Turen til De Hvide Svaner var der ikke den store tilslutning til i år. Vi vil overveje til den kommende sæson om vi holder en pause med denne aktivitet.
I august deltog vi i Næstved Festuge hvor der var jolleopvisning i havnen. Et nyt arrangement hvor både de voksne Finnjolle sejlere Matchracesejlere og de helt yngste jollesejlere deltog. En god dag og forhåbentlig er vi med næste år igen. DM i Finnjolle 2009 var FF også en del af. På forplejningensdelen var vi nogle som gav en hånd med fredag og lørdag. Uden tvivl et stort og vellykket stævne.
September kom og det er ved at være i slutningen af sæsonen. Et helt nyt arrangement skulle stå sin prøve – Forældre sejlads – Stort set alle forældre var meldt til. Mange forældre fik sig en på opleveren den aften – helt nemt var det ikke for alle at siddet bukket sammen i en optimistjolle. Børnene til forældrene kom i gummibåde så de kunne følge sejlerne på nært hold ude på vandet Aftenen sluttede af med dejlig fællesspisning i skolestuen – helt sikkert en aktivitet vi vil gentage i den kommende sæson.
Tirsdagsspisningen hitter stadig og danner en fin ramme for udviklingen af venskaber og socialt samvær sejlerne i mellem – ja også mellem forældrene. Stemningen ved disse fællesspisninger om tirsdagen er helt speciel – forhåbentlig bliver det ved på den måde.
Klubmesterskabet blev lidt anderledes i år. Men vejret er vi jo ikke herre over. Pga af vejrforhold der slet ikke var til at sejle i måtte vi aflyse og udsætte det en uges tid. En hyggelig aften med spisning havde vi lørdag i Roklubbens klubhus hvor vi også traditionen tro fik uddelt årets vandrepokaler. Og vanen tro blev børnene efter spisningen fragtet til en times bowling . En super dessert ventede dem da de kom tilbage – en stor flot lagkage formet som et hjerte – Tak til vores Kringlebager.
FF har to meget trofaste sponsorer nemlig Kringlebageren på Åderupvej og Papirladen i Holme Olstrup – Tusinde tak for jeres støtte.
Lad mig til sidst benytte lejligheden til at takke alle jer frivillige, som gør det muligt at gennemføre aktiviteterne. Uden jeres hjælp ville det ikke være muligt. Tak til jer alle. Hanne Dirksen Formand for Forældreforeningen.
|