Onsdag, 02 December 2009 20:46    Udskriv Email
Matchrace til Klubmesterskab

 
Vi er 4 friske elever, der alle startede i juni 2008 på sejlerskolen. Vores altid rolige instruktør Jens Trædmark Jensen har hver tirsdag fornøjelsen af ”eller måske mere korrekt” udfordringen i, at lære os at sejle. Ingen tvivl om, at vi er et team, der alle maser på - for at lære hele den enorme nye verden. Vi har det ret hyggeligt sammen, så til tider er vi nok en flok useriøse elever. 
På holdet er Dorthe Laugesen, Lene Mazur, Flemming Steen Christensen og Martin Mayland. De 3 sidstnævnte havde absolut ingen sejlererfaring med i rygsækken, da vi startede i foråret.
 
Det stod hurtigt klart for os alle, at målet med årets træning, skulle afprøves til klubmesterskabet.
 
Til læsernes orientering er Dorthe´s mand Claus skipper på Joey og Lene´s kæreste Flemming gast hos Claus, så der var udover klubmesterskabet - lagt op til den helt store ”familie” kapsejlads. Kvinderne mod de erfarne mænd.
 
Lørdag den 20. september mødte vi elever op i yderhavnen kl. 07.00 til morgenbord, hvorefter vi trak i Vores sponserede t-shirts fra Dan-Cake med citronmåner. Fik rigget sejlene til og ud af havnen gik det. Det var tydeligt at mærke fra de meget mere erfarne besætninger på ”onsdags” bådene, at der var interesse for netop vores deltagelse med den ene af sejlklubbens matchracer, ikke at forglemme dennes hovedsponsor ”Tegnestuen Olden”.
 
Klubmesterskabet blev afviklet over 4 løb med i alt 12 tilmeldte både.
Vi knoklede virkelig hele dagen. At sejle med spiler, havde vores besætning endnu ikke afprøvet sammen. Så på det punkt var vi MEGET grønne – ja helt uerfarne som besætning. Vi havde kun lidt problemer i andet løb, hvor spileren viklede sig sammen. Men vi var fortrøstningsfulde – vi kunne jo se rundt i farvandet, at det kunne ske for selv de mest erfarne sejlere.
 
Nå men dagen gik og efter første løb kunne vi konstatere, at vi faktisk havde klaret det ganske fint. Vores andet løb gik mindre godt, men engagementet og humøret i Vores team var højt. Tredje og fjerde løb kunne vi heller ikke klage over.
 
Resultatet af dagens anstrengelser gik ikke stille af: Vi blev nr. 4 i Vores løb ud af 6 både, og samlet nr. 8 ud af alle 12 både.
 
Vi er vildt stolte af Vores præstation – og ikke mindst fordi ”familie” kapsejladsen endte med en sejr på 3 – 1 over Joey, og dermed nederlag til Vore mænd.
 
Vi har på holdet besluttet at træne sammen igen til næste sæson. Tænk – hvad vi har opnået på én sæson, så vær godt forberedt – vi stiller op til klubmesterskabet igen til næste år. 
 
Tak til alle Jer – der har givet os mange flotte rosende ord med på vejen, og ikke mindst en tak til Næstved Sejlklub, der gør dette her muligt for os.
 
På holdets vegne
Lene Mazur 

Senest opdateret ( Onsdag, 02 December 2009 20:51 )