|
|||
| Jolle afdelingen |
|
I Næstved jolle og ungdomsafdeling har vi en lang række tilbud om at sejle i mange forskellige typer joller. Vi råder over Optimistjoller, Zoom8, Europajoller, Laser, Feva, surfbrædder samt 606 som er en kølbåd. Sejlads kan ske fra et af vores to aktivitetscentre, som er beliggende på Ydernæs og i Karrebæksminde. Vores primære målsætning er, at det skal være sjovt at sejle – det både på det sociale og det sportsmæssige plan. Det betyder, at vi har plads og aktiviteter rettet mod børn og unge, som af den ene eller anden årsag, kun vil sejle når "solen skinner og vinden er moderat", og som har det sjovt med det. På den anden side har vi også aktiviteter for de sejlere, som har en mere ambitiøs indstilling til deres sport og som ønsker at drive et eventuelt talent videre til deltagelse i kredsmesterskaber, Danmarksmesterskaber samt mesterskaber og udtagelsesstævner på internationalt niveau. Altså ønsker vi gennem bredden at skabe grundlag for eliten. Sejlads er en dejlig sport, der giver masser af motion og frisk luft. Men det er også en sport, der lærer dit barn omgang med naturkræfterne - vand og vind - og at bruge disse kræfter og respektere dem. Gennem undervisningen og de praktiske øvelser på vandet lærer dit barn at vurdere forskellige situationer (f.eks. vindforhold, risiko for sammenstød eller kæntring), at træffe beslutning om, hvad der kan eller skal gøres, for derefter at omsætte beslutningen til handling. Gennem disse oplevelser styrkes dit barns selvstændighed og tro på sig selv. På jollepladsen foregår mange aktiviteter, og da ingen kan klare sin jolle alene, kommer dit barn i kontakt med de andre børn. Der opstår meget hurtigt mange kammeratskaber og venskaber - mange varer livet ud - ligesom det sociale samvær udvikles. |
| Senest opdateret ( Lørdag, 16 Januar 2010 11:24 ) |



